Hvem er producenten efter tekstil-EPR?

Spørgsmålet bliver som regel stillet forkert. En køber spørger en fabrik, om dens tøj overholder EPR, eller en fabrik bliver bedt om at bekræfte, at den er registreret et eller andet sted. Ingen af spørgsmålene har et svar, fordi udvidet producentansvar ikke er knyttet til et stykke tøj og heller ikke til den, der har produceret det. Det er knyttet til en enhed på et marked i en bestemt kommerciel struktur.

Start med markedet, ikke med virksomheden

Et konceptuelt forløb for rollevurderingen, ikke en juridisk afgørelse. Spørgsmål to springes ofte over.

Går man ud fra virksomheden, får man det forkerte svar, fordi den samme virksomhed kan være producent i én medlemsstat og ikke i en anden. Går man ud fra markedet, får man et spørgsmål, der rent faktisk kan besvares: For dette produkt, bragt i omsætning i denne medlemsstat af denne enhed med denne konstruktion, rammer definitionen det så?

Man kan ikke være EPR-producent i EU. Man kan være producent i Nederlandene, i Frankrig eller i Polen, og analysen skal gentages for hvert land. Hvilke produkter der overhovedet er omfattet, fastlægges af rammens produktliste, som er beskrevet i udvidet producentansvar for tekstiler i EU.

Definitionen, led for led

Direktivet indsætter en definition, der er specifik for tekstiler, i affaldsdirektivet. Den omfatter enhver fabrikant, importør, distributør eller anden fysisk eller juridisk person, der uanset den anvendte salgsmetode, herunder aftaler om fjernsalg, opfylder én af fire beskrivelser. De er værd at læse hver for sig, fordi de rammer forskellige enheder.

Læg også mærke til, hvad rammen forstår ved at gøre et produkt tilgængeligt: enhver levering til distribution eller brug på en medlemsstats marked som led i en erhvervsaktivitet, mod betaling eller gratis. At give tøj væk i kommerciel sammenhæng er stadig at gøre det tilgængeligt, og det har betydning for reklame- og medarbejderprogrammer.

Den fysiske fabrik

Hvilken enhed der bærer højre kolonne, afhænger af markedet og strukturen, ikke af, hvem der syede tøjet.

En tyrkisk fabrik, der producerer efter et europæisk brands specifikation, bliver ikke producent, bare fordi den har fremstillet varerne. Den er ikke etableret i en medlemsstat, så tre af de fire led er udelukket, før der ses på andre forhold. Det sidste led kræver salg ved fjernsalg direkte til slutbrugere i en medlemsstat, og levering til et brand, der videresælger, er ikke salg til en slutbruger.

Det er det almindelige tilfælde, og det er ikke en generel undtagelse. En fabrikant, der sælger direkte ind i en medlemsstat, for eksempel via sin egen webshop eller ved direkte salg til virksomheder, der selv skal bruge tøjet og ikke videresælge det, gør noget, som det fjerde led beskriver, og så ændrer svaret sig. Det afgørende er den kommercielle struktur, ikke det land, syningen foregik i.

Private label besvarer ikke spørgsmålet

Det er fristende at bruge private label som en regel: Vores mærke sidder i, så vi er producenten. Det giver ofte nok det rigtige svar til at være farligt, fordi det rammer rigtigt ved et tilfælde og ikke gennem et ræsonnement, og det holder ikke, så snart strukturen er en smule usædvanlig.

1. 1Hvis navn eller varemærke står på produktet? Det er omdrejningspunktet for de to første led.
2. 2Hvilken enhed er etableret hvor? En koncern med en enhed i EU og en enhed uden for EU kan få to forskellige svar, afhængigt af hvilken af dem der indgår aftalen.
3. 3Hvilken enhed gør først produktet tilgængeligt i den medlemsstat? Ikke hvilken der ejer brandet, og ikke hvilken der har betalt for det.
4. 4Er det en import til det marked, og hvem står erhvervsmæssigt for den?
5. 5Er noget af det fjernsalg til en slutbruger på markedet udefra?
6. 6Er det det samme i den næste medlemsstat? Som regel, men ikke hvor vejen til markedet er en anden.

Det beslægtede spørgsmål, som købere stiller, nemlig om importøren er producenten, har samme form. Nogle gange, og netop dér, hvor importøren er den enhed etableret i medlemsstaten, der første gang erhvervsmæssigt leverer produktet dér. Import er relevant på grund af det, definitionen siger om første levering, og ikke fordi importør er en status, der kan overføres fra et andet sted.

Fjernsalg og bemyndigede repræsentanter

Rammen behandler salg ind på et marked udefra som et særskilt tilfælde, og formuleringen skelner mellem to situationer, der ofte bliver omtalt som én.

For sælgere i tredjelande er det altså et nationalt valg og ikke et krav i hele EU, og om der skal være en repræsentant, skal tjekkes marked for marked. Hvor der er udpeget en, kan forpligtelserne opfyldes på producentens vegne af en organisation bag en ordning, der er udpeget ved skriftligt mandat.

Der er også en praktisk håndhævelsesvej, der gør spørgsmålet uundgåeligt for alle, der sælger online. Onlineplatforme, hvor forbrugere kan indgå aftaler om fjernsalg, skal indhente en producents registreringsoplysninger og registreringsnummer i den medlemsstat, hvor forbrugeren befinder sig, før de lader producenten bruge tjenesten, sammen med en egenerklæring om overholdelse. Tilsvarende oplysninger skal nå frem til udbydere af distributionstjenester (fulfilment). Uanset hvad en sælger selv konkluderer om sin status, vil markedspladsen spørge.

Nationale definitioner ligger oven på EU's

EU-definitionen er det, medlemsstaterne skal gennemføre. Det, en producent har med at gøre i hverdagen, er den nationale udgave, og den kan være formuleret i lokale begreber, der slet ikke ligner direktivet.

Frankrig er det tydeligste eksempel. Den veletablerede franske ordning beskriver den ansvarlige part gennem en national test, nemlig den virksomhed, der første gang fakturerer fransk moms på et omfattet produkt til slutforbrugere, og opregner fabrikanter eller ordregivere, der sælger under eget navn eller brand, importører, private label-distributører og onlinesælgere eller markedspladser, også dem, der er etableret i udlandet. Testen er en brugbar tommelfingerregel i fransk praksis. Den er ikke EU-definitionen, og det ville være en fejl at bruge den på en anden medlemsstat.

Også anvendelsesområdet er forskelligt, ikke kun rolletesten. Den nederlandske ordning omfatter forbrugertøj, arbejdstøj og boligtekstiler; den franske ordning angiver produkter udelukkende til professionel brug som undtaget. Begge holdninger gælder i dag, og begge er nationale. Sammenligningen er beskrevet i udvidet producentansvar for tekstiler i EU.

Hvad en kontrakt kan, og hvad den ikke kan

To genveje er værd at lukke af for, fordi de begge jævnligt dukker op i samtaler om sourcing.

Den første genvej er leveringsbetingelsen. En Incoterms-regel fordeler levering, omkostninger og risiko mellem sælger og køber og siger intet om, hvem der er producent i miljømæssig forstand. En DDP-forsendelse gør ikke sælgeren til producent, og en EXW-forsendelse gør ikke køberen til det. Definitionen spørger, hvem der er etableret hvor, og hvem der først gør produktet tilgængeligt, og leveringsbetingelsen besvarer ingen af delene. Hvad Incoterms faktisk fordeler, er beskrevet i betalingsbetingelser og Incoterms.

Den anden er indkøbsordren. En ordre er et godt sted at notere, at en leverandør oplyser nettovægt pr. enhed, sammensætning og kategorisering med hver forsendelse, og det er værd at gøre. Det er ikke et sted, hvor man kan flytte en lovbestemt rolle, og en klausul om, at leverandøren er ansvarlig for EPR, gør ikke leverandøren til producent. Hvordan en ordre bør indeholde krav ved henvisning, er beskrevet i indkøbsordrer på tøj.

Hvad du rent faktisk skal bede fabrikken om

Den konstruktive udgave af denne samtale er ikke en compliance-erklæring. Det er en anmodning om data, fremsat så tidligt, at den ikke koster noget.

• Produktkategori og klassificering, koblet til din egen struktur af varenumre (SKU), fordi registrering og rapportering bygger på klassificering
• Fibersammensætning, som du allerede har til mærkningen
• Nettovægt pr. enhed af selve produktet, fordi bidragene beregnes efter vægt
• Afsendte mængder pr. model og pr. destination
• Produktionsland og den produktionsdokumentation, der ligger bag ovenstående

Intet af dette gør leverandøren til producent. At levere præcise data er netop det, en leverandør bør gøre, og netop det, der ikke overfører forpligtelsen. En fabrik, der måler tøjets nettovægt pr. størrelse og oplyser den konsekvent, er nyttig, men den er ikke dermed registreret nogen steder og kan ikke bekræfte noget om dine forpligtelser.

Hold svaret marked for marked

Fordi analysen gentages for hver medlemsstat, er det nyttige resultat en kort oversigt og ikke en konklusion. Én række pr. marked, udfyldt ud fra spørgsmålene ovenfor.

Værdien ligger i, at den fjerde kolonne indeholder en begrundelse og ikke en dom. En oversigt, der siger, at den franske enhed er producent, fordi den er etableret dér og først leverer under sit eget brand, kan kontrolleres af en anden. En oversigt, der siger »Frankrig: ja«, kan ikke.