Udvidet producentansvar for tekstiler i EU, og hvad det faktisk kræver

Der går to forkerte svar rundt om emnet, og de er hinandens modsætninger. Det ene er, at tekstil-EPR stadig kun er et forslag og kan vente. Det andet er, at EU har skabt én samlet registrering, som et brand gennemfører én gang, og så er det klaret. Ingen af dem holder, når man har læst lovteksten i ti minutter.

Kontrollér produktomfang, marked og anvendelsesdatoer i den gældende lovtekst. Afklar projektspecifikke forpligtelser med en kvalificeret rådgiver.

Hvad der er ændret, og hvad der ikke er

Retsakten er direktiv (EU) 2025/1892 af 10. september 2025 om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald. Det er vedtaget, offentliggjort og trådt i kraft. Det, det ikke gør, er at skabe et system på EU-niveau, som en producent skal forholde sig til: Det er et direktiv, så det fastlægger, hvad medlemsstaterne skal skrive ind i deres egen lovgivning.

Begge datoer bør citeres fra teksten frem for at blive regnet ud. Rammen beskrives ofte, som om den giver medlemsstaterne tyve måneder til gennemførelsen og tredive måneder til at få ordningerne i gang, og regner man de måneder fra ikrafttrædelsen, lander man en dag for tidligt i begge tilfælde. Direktivet angiver selv datoerne, og det er dem, der skal bruges. Den fulde tekst findes på EUR-Lex.

To niveauer, og hvorfor forskellen er hele emnet

EU-niveauet fastlægger, hvad der skal findes. Det nationale niveau er dér, hvor en producent registrerer sig, rapporterer og betaler. Intet er operationelt på det øverste niveau.

Direktivet pålægger medlemsstaterne at gøre producenterne ansvarlige for de produkter, der står i det nye bilag IVc, fastlægger, hvad bidragene skal dække, kræver, at hver medlemsstat fører et register, kræver, at producenterne overdrager opgaven til en producentansvarsorganisation, og kræver, at gebyrerne moduleres efter bæredygtighedskriterier. Det er instrukser til 27 lovgivende forsamlinger.

Det, der følger af det, er en sætning, der er værd at huske. En producent ansøger om registrering i hver medlemsstat, hvor den første gang gør omfattede produkter tilgængelige. Det står i artikel 22b, stk. 2, og det er grunden til, at der ikke er én samlet registrering at gennemføre.

Hvilke produkter rammen omfatter

Anvendelsesområdet fastlægges af bilag IVc, der opregner produkterne efter koder i Den Kombinerede Nomenklatur (KN) og ikke kun efter beskrivelse. For tøj er det entydigt: hele kapitel 61, beklædningsgenstande og tilbehør dertil, af trikotage, og hele kapitel 62, de samme varer, undtagen af trikotage, er opført. Almindeligt tøj er altså omfattet i kraft af selve opbygningen.

• Beklædningsgenstande og tilbehør dertil, både af trikotage og andet, som hele kapitler
• Boligtekstiler: sengelinned, dækketøj, toilet- og køkkenlinned; tæpper og rejsetæpper; gardiner, rullegardiner og kapper; andre boligartikler
• Hovedbeklædning af de slags, bilaget opregner
• Brugt tøj og andre brugte artikler
• Beklædningsgenstande og tilbehør af læder og fodtøj i bilagets anden del, som omfatter produkter, hvis hovedbestanddel ikke er tekstil

Bilagets første del har en betingelse, der er værd at læse grundigt: den omfatter tekstilprodukter og beklædningsgenstande til brug i husholdningen eller til anden brug, når produkterne i art og sammensætning svarer til produkter til husholdningsbrug. Testen handler om, hvad produktet er, ikke om, hvem der køber det, eller gennem hvilken kanal det sælges. Intet i den undtager et stykke tøj, fordi det er solgt til en virksomhed.

En praktisk konsekvens af et bilag, der bygger på KN-koder: registrering i et nationalt register kræver, at man angiver KN-koderne for det, man vil bringe i omsætning på det marked, så nogen skal klassificere sortimentet. Det er toldklassificering, og det forsøger denne guide ikke. Kommissionen kan også vedtage delegerede retsakter, der holder bilag IVc på linje med Den Kombinerede Nomenklatur, så listen ligger ikke fast.

Registre, og hvad en registrering indebærer

Hver medlemsstat opretter et register over producenter og må kun tillade en producent første gang at gøre omfattede produkter tilgængelige, hvis producenten eller dens bemyndigede repræsentant er registreret dér. Registrering er derfor en forudsætning for at sælge og ikke en formalitet, der klares bagefter.

Kommissionen skal senest 17. april 2027 vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger et harmoniseret format for registrering. Et fælles format for de nationale registre er en reel lettelse, men det er ikke et fælles register: Ansøgningen skal stadig sendes til hver medlemsstat.

Registrene er også det, der gør rammen håndhævelig over for sælgere, der har hjemsted uden for et marked. Markedspladser og udbydere af distributionstjenester (fulfilment) får fri adgang til registrene og bliver ansvarlige for at tjekke en sælgers registrering, før de håndterer sælgerens varer. Dermed bliver registrering en betingelse for at handle og ikke kun en papirforpligtelse. Hvordan det fungerer, og hvad det betyder for en virksomhed, der sælger ind fra et andet land, står i hvem er producenten.

Hvad bidragene betaler for

At kalde det en genanvendelsesafgift er forkert på to punkter. Det er ikke en afgift, for i de nationale ordninger, der beskrives her er det et bidrag, der betales til en operatør af en ordning og ikke til staten, og det finansierer ikke kun genanvendelse.

• Indsamling af brugte og kasserede omfattede produkter, herunder særskilt indsamling til forberedelse til genbrug og til genanvendelse
• Transport af det indsamlede til sortering
• Sortering, forberedelse til genbrug, genanvendelse, anden nyttiggørelse og bortskaffelse og det tilsvarende arbejde, som socialøkonomiske virksomheder udfører i indsamlingssystemet
• En sammensætningsanalyse af indsamlet blandet kommunalt affald
• Information, herunder kampagner om bæredygtigt forbrug, affaldsforebyggelse, genbrug, reparation, genanvendelse og bortskaffelse
• Indsamling af data og rapportering til de kompetente myndigheder
• Støtte til forskning og udvikling i produktdesign og i forebyggelse og håndtering af affald med det erklærede mål at opskalere fiber-til-fiber-genanvendelse

Direktivet sætter også et principielt loft: De dækkede omkostninger må ikke overstige det, der er nødvendigt for at levere tjenesterne omkostningseffektivt, og de skal fastsættes åbent mellem de involverede aktører. Medlemsstaterne kan desuden beslutte, at producenterne skal dække omkostningerne til omfattede produkter, der ender i blandet kommunalt affald i stedet for i den særskilte indsamling.

Producentansvarsorganisationer

En producentansvarsorganisation er defineret som en juridisk enhed, der på producenternes vegne organiserer opfyldelsen af deres forpligtelser, enten finansielt eller både finansielt og operationelt. Efter dette direktiv skal medlemsstaterne pålægge producenterne at overdrage opfyldelsen af deres forpligtelser til en sådan organisation, så den kollektive vej er den, rammen lægger op til.

Organisationerne skal have tilladelse fra en kompetent myndighed og skal dokumentere ekspertise i affaldshåndtering og bæredygtighed ud fra kriterier, som medlemsstaten fastsætter. Den tilladelse har betydning for, hvordan du skal læse deres materiale.

Økomodulering

Bidragene skal beregnes ud fra produkternes vægt og, hvor det er relevant, antal og derefter moduleres. Hvad de moduleres efter, er præcist fastlagt: de økodesignkrav vedtaget efter økodesignforordningen, der er mest relevante for at forebygge tekstilaffald og behandle det i overensstemmelse med affaldshierarkiet, sammen med de tilhørende målemetoder, eller anden EU-ret, der fastsætter harmoniserede bæredygtighedskriterier.

Medlemsstaterne kan også kræve en modulering rettet mod ultrahurtig mode og fast fashion, baseret på produktets deraf følgende levetid, dets brugstid ud over den første bruger og dets bidrag til at lukke kredsløbet. Det er en mulighed og ikke et krav, og det er et af de steder, hvor de nationale ordninger tydeligst vil gå hver sin vej.

Én fælde er værd at nævne. En bæredygtighedscertificering nedsætter ikke automatisk et bidrag. En national ordning nedsætter gebyrerne efter de kriterier, den pågældende ordning anerkender, og medmindre den udtrykkeligt anerkender et bestemt certifikat, ændrer det intet ved bidraget at have et. Hvad en certificering dokumenterer, og hvad den ikke dokumenterer, er beskrevet i verificering af certificeringsanprisninger.

To aktive nationale ordninger, og hvorfor de er uenige

Et stærkt argument imod at behandle dette som én EU-forpligtelse er, at to medlemsstater har haft tekstil-EPR i årevis og ikke er enige om, hvad der er omfattet. Begge beskrives her som nationale eksempler, ikke som EU-regler.

Frankrig

Frankrig har haft en ordning for tekstiler, husholdningslinned og fodtøj siden længe før direktivet, med udgangspunkt i landets lov om bekæmpelse af spild og om cirkulær økonomi og udmøntet i et sæt driftsbestemmelser for den nuværende periode. Den akkrediterede operatør af ordningen, Refashion, er godkendt ved interministeriel bekendtgørelse og står for medlemskab, angivelser og bidrag for branchen.

• Hvem der er omfattet, afgøres efter en national test: ordningen beskriver den, der markedsfører, som den virksomhed, der første gang fakturerer fransk moms på et omfattet produkt til slutforbrugere. Det er logikken i den franske ordning, ikke EU's definition.
• De nævnte kategorier er fabrikanter eller ordregivere, der sælger under eget navn eller brand, importører, private label-distributører og onlinesælgere eller markedspladser, også dem, der er etableret i udlandet.
• Markedspladser har deres egen pligt: De skal indhente en tredjepartssælgers unikke identifikationsnummer eller selv angive sælgerens produkter.
• Produkter tæller med, også når de gives væk. Ordningen omfatter varer, der er doneret i en professionel eller salgsfremmende sammenhæng, også til medarbejdere, og salg til personalet.
• Produkter udelukkende til professionel brug angives som undtaget, sammen med tøj, der udelukkende er lavet af læder eller naturpels, og varer, der udelukkende er upcyclet af brugte materialer.
• Moduleringen er aktiv og i bevægelse. En bekendtgørelse fra august 2026 indførte et tillæg for holdbarhed, der er knyttet til industrielle og kommercielle praksisser, med en offentliggjort metode.

Nederlandene

Den nederlandske ordning har gældet siden 1. juli 2023 og håndhæves af den nationale tilsynsmyndighed. Det er i anvendelsesområdet, den adskiller sig tydeligt fra den franske.

• Forbrugertøj, arbejdstøj og boligtekstiler som dækketøj, sengelinned og husholdningslinned er omfattet. Arbejdstøj er nævnt udtrykkeligt.
• Fodtøj er ikke omfattet i dag. Regeringens andet politiske program for cirkulære tekstiler varsler, at fodtøj bliver lagt ind under ordningen, forventeligt i 2027.
• Bekendtgørelsen gælder for nyproducerede produkter, så sælgere af brugte tekstiler, der er forberedt til genbrug, falder uden for.
• Producenterne anmelder sig til den nationale myndighed og rapporterer derefter hvert år om det foregående år. Fra august 2026 skal de også indberette oplysninger om indsamling, genbrug og genanvendelse af kasserede produkter.
• Medlemskab af en kollektiv organisation er i dag et valg og ikke den eneste vej, og der findes mere end én organisation. En producent, der melder sig ind, får sin anmeldelse og rapportering klaret af organisationen.
• Gratis returnering skal være mulig. Producenterne skal gøre det muligt for forbrugerne at aflevere brugte tekstiler gratis hele året og kan selv vælge metoden.

Særskilt indsamling er en anden forpligtelse

En tidligere ændring af samme affaldsdirektiv pålagde allerede medlemsstaterne at indføre særskilt indsamling af tekstiler senest 1. januar 2025. Den forpligtelse bliver ofte omtalt, som om det var producentansvaret, der kom før tid. Det er det ikke.

Et brand kan befinde sig i en medlemsstat, der har haft særskilt indsamling siden 2025, og stadig ikke have nogen producentforpligtelse dér endnu, fordi den anden kolonne ikke er trådt i kraft. Det omvendte er det, Frankrig og Nederlandene viser: Begge kolonner har været i kraft i årevis.

Tilbagetagning, og hvad den ikke opfylder

Frivillig tilbagetagning er en god ting, men det er ikke compliance. Et brand, der har en indsamlingskasse i sine butikker, har ikke dermed registreret sig nogen steder, rapporteret noget eller betalt bidrag til en ordning, og de to ting bør aldrig blandes sammen i en bæredygtighedsrapport.

Rammen kræver heller ikke, at alle brands tager tøj retur over deres egen disk. Direktivet lægger indsamlingssystemet i hænderne på organisationerne bag ordningerne, som skal indsamle omfattede produkter uanset materialesammensætning, stand, brand eller oprindelse. Hvad en producent skal gøre med hensyn til fysiske afleveringssteder, er et nationalt spørgsmål. Den nederlandske ordning kræver for eksempel af producenterne, at der findes en gratis returvej, men overlader metoden til dem.

Hvor dette stopper, og andre regelsæt begynder

Hvert regelsæt har sit eget anvendelsesområde, sin egen ansvarlige part og sin egen dokumentation. At opfylde ét af dem besvarer ingen af de andre.

• Produktsikkerhed handler om, hvorvidt tøjet er sikkert, og er beskrevet i GPSR for tøj. Dens roller for erhvervsdrivende er defineret i en anden retsakt og kan ikke overføres til denne.
• Kemisk compliance handler om, hvad produktet indeholder. Se kemisk compliance. En ren testrapport siger intet om ansvaret for det udtjente produkt.
• Tekstilmærkning handler om, hvad produktet skal oplyse, se mærkning og compliance i EU. Et mærke med fibersammensætning er ikke en registrering.
• Emballage er et særskilt regelsæt med særskilt rapportering, og produktets vægt er ikke emballagens vægt. Pakningen i praksis er beskrevet i emballagespecifikation.
• Økodesign handler om, hvordan produktet er designet. Det berører dette område, fordi moduleringskriterierne hentes derfra, men det er en anden forordning med andre forpligtelser, og det er ikke det samme som et digitalt produktpas.
• Producentansvar handler om, hvem der betaler, når produktet kasseres. Det er denne side. En helt anden regel afgør, om usolgte varer overhovedet må destrueres, før de når en forbruger, og her behandles genanvendelse som destruktion og ikke som en løsning. Se forbuddet mod at destruere usolgt tøj.

Før du lancerer på et marked

Det første spørgsmål er et, der ofte springes over. At sælge i EU er ikke en markedsposition; det er at sælge i en medlemsstat. Den samme hættetrøje kan give forskellige svar i tre lande under én ramme, og det er rammen, der virker som tiltænkt, ikke en fejl i den.