Ordliste for tøjproduktion

En anorak er en jakke med hætte af et vind- og vandafvisende skalstof, der traditionelt trækkes over hovedet gennem en halvlang lynlås eller knapstolpe; den er kun en regnjakke, når stoffet er vandtæt, og sømmene er tætnede.

Til et tilbud skal du angive, om åbningen er pull-on eller med lynlås hele vejen, og hvilket niveau af vandafvisning du har brug for, fordi skalstof og sømtætning påvirker prisen mere end navnet.

En bomberjakke er en kort jakke med lynlås foran, samlet i taljen og ved manchetterne med rib, som regel foret og ofte let vattet.

Ribkanterne bærer en stor del af udtrykket, så deres farvematch til skalstoffet og deres genopretning efter vask hører med i specifikationen sammen med skalstof og for.

En godkendt prøve, som begge parter opbevarer som fysisk reference for ordren.

Den afgør uenigheder, som dokumenter ikke kan afgøre, fordi den viser, hvad der faktisk blev aftalt, og ikke hvad hver part husker at have aftalt.

Processen, hvor et mønster i grundstørrelsen skaleres op og ned til resten af størrelsesskalaen.

Det er ikke en ensartet skalering: forskellige mål vokser forskelligt, og en dårligt graderet skala passer godt i midten og dårligt i yderstørrelserne.

Joggingbukser, også kaldet sweatpants eller track pants, er bukser med elastisk linning, som regel med snøre, og manchet eller tilspidsede ankler, oftest skåret af french terry, fleece eller tricotstrik.

De bestilles ofte som underdel til en træningsdragt, så stof, farve og tilbehør matches til overdelen.

En kedeldragt, også kaldet heldragt eller boiler suit, er en arbejdsdragt i ét stykke, der dækker krop, arme og ben, lukket med lynlås foran eller trykknapper.

På britisk engelsk kan overalls også betyde latbukser, så en forespørgsel bør angive, om dragten har ærmer. Stof, lommelayout, knæforstærkning og reflekstape specificeres pr. projekt.

Latbukser er arbejdsbukser med lat foran og justerbare skulderstropper, seler, der dækker brystet og lader armene være frie.

De specificeres som arbejdsbukser, med stofvægt, forstærkede knæ, knæpudelommer og værktøjslommer, plus selespænder og sideåbninger, så brugeren kan tage dem på over andet tøj.

De flade dele, der tilsammen giver den tredimensionelle beklædningsgenstand, når de er skåret i stof og syet sammen.

Mønstre indeholder sømrum, så et mønster og en måletabel kan modsige hinanden, medmindre begge dele er angivet.

Et defineret sted på beklædningen, hvor der måles, beskrevet så præcist, at to personer får det samme tal.

»Bryst« er ikke et målepunkt; »bryst, 2,5 cm under ærmegabet, lagt fladt, fordoblet« er.

Tabellen over den færdige beklædnings mål i hver størrelse med en tolerance for hvert mål.

Det er den, kontrolløren måler efter, så et mål uden tolerance kan ikke godkendes eller afvises objektivt.

Den første fysiske udgave af en ny model, lavet for at teste, om designet overhovedet fungerer som beklædningsgenstand.

Den laves ofte i et egnet stof, der er ved hånden, og ikke i det tiltænkte, så den besvarer spørgsmål om form og konstruktion, ikke om greb eller krympning.

Den endelige godkendelsesprøve, lavet i bulkstof, med bulktilbehør og efter den tiltænkte produktionsmetode.

Det er den reference, bulkproduktionen bedømmes efter, og derfor mister den meget af sin værdi, hvis den godkendes i det forkerte stof.

En pufferjakke er en isolerende jakke, hvor fyldet, dun eller syntetisk vat, holdes på plads af syede kanaler eller quiltede paneler mellem et yderstof og et for.

Fyldtype og -vægt afgør varme og pris, så de angives i specifikationen og bekræftes pr. projekt i tilbudsfasen sammen med skalstof og quiltemønster.

En prøve, der laves før bulkproduktionen, så et brand kan vise eller sælge produktet, inden produktionen går i gang.

Det er en kommerciel prøve og ikke en teknisk, og at godkende den er ikke det samme som at godkende produktionen.

Et sæt prøver i flere størrelser, lavet for at kontrollere, at graderingen fungerer i hele skalaen og ikke kun i grundstørrelsen.

Det er den praktiske måde at fange en graderingsfejl før bulkproduktionen, og det er et prøvetrin, der ofte springes over for at spare tid.

En softshelljakke er skåret af et bondet laminat: en vævet polyesterside, ofte med elastan, bondet til en strikket bagside som microfleece, med en membran imellem i trelagsudgaver.

Den er vindafvisende, åndbar og elastisk, men ikke helt vandtæt, hvilket gør den til et almindeligt yderlag i firmatøj og arbejdstøj.

Den punktvise liste over alle materialer og alt tilbehør, der indgår i en beklædningsgenstand, med specifikation, farve, placering og leverandør for hver enkelt.

Manglende linjer i styklisten er en hyppig årsag til en forsinket ordre, fordi tilbehør købes for sig og ofte har længere leveringstid end stoffet.

Det dokument, der beskriver en beklædningsgenstand så fuldstændigt, at en fabrik kan beregne prisen, lave prøven og producere den uden at gætte.

Det hører til det, en indkøber har mest ud af at forbedre, fordi hvert hul i det bliver til en beslutning, som en anden træffer på dine vegne.

Den skriftlige beskrivelse af, hvordan beklædningen skal sidde på kroppen, for eksempel regular, løs med sænket skulder eller tætsiddende i taljen.

To beklædningsgenstande kan have samme brystmål og sidde helt forskelligt, så den tiltænkte pasform skal noteres sammen med tallene.

Den tilladte afvigelse fra et specificeret mål, før beklædningen regnes for at ligge uden for specifikationen.

Tolerancer forhandles og er ikke universelle, og de bør være strammere på de mål, kunden lægger mærke til, end på dem, ingen kontrollerer.

En træningsdragt er et matchende sæt af en overdel med eller uden lynlås og joggingbukser, lavet af samme stof, såsom polyestertricot, french terry eller fleece, i koordinerede farver.

Fordi over- og underdel sælges som ét sæt, skal begge dele komme fra samme stofparti eller en godkendt nuanceskala (shade band), ellers viser farveforskellen sig, når sættet bæres.

En vest, som på engelsk kaldes gilet, i USA vest og i dele af Europa bodywarmer, er en ærmeløs jakke, der holder kroppen varm og lader armene være frie.

Den laves vattet, quiltet, i softshell eller i fleece, og den er et almindeligt lag i firmatøj og arbejdstøj, fordi et logo på brystet er synligt over enhver skjorte.

En windbreaker er en let jakke af et tætvævet skalstof, som regel polyester eller nylon, der holder vinden ude og afviser let regn, men ikke er vandtæt.

Den er ofte uden for eller med mesh-for og kan pakkes sammen. Angiv skalstof, eventuel vandafvisende behandling, for og om hætten kan gemmes i kraven.

En strik, hvor løkkerne på bagsiden er børstet op til en blød luv.

Luven har en retning, så alle dele skal skæres samme vej for ikke at fremstå i forskellige nuancer, og det øger stofforbruget en smule.

Hvor godt et stof holder sine mål gennem vask.

Det er det, en krympningstest faktisk måler, og det er en egenskab ved stoffet, så den styres hos stofproducenten og ved stofkontrollen og ikke på sylinjen.

En meget strækbar fiber, der blandes i et stof i små procentdele for at give stræk og få stoffet til at gå tilbage i form.

En lille ændring i procentdelen gør en stor forskel for stoffets egenskaber, og elastan ændrer også, hvordan stoffet reagerer på varme, hvilket påvirker både farvning og presning.

Hvor godt en farve modstår at ændre sig eller smitte af under et defineret forhold som vask, gnidning, sved eller lys.

Der findes ikke ét tal for farveægthed: hvert forhold er en separat test med sin egen karakter, så en anprisning skal sige, hvilken test den henviser til.

En strik med glat forside og ubørstede løkker på bagsiden.

Fordi løkkerne er intakte, er stoffet lettere og køligere end børstet sweatstof, og det er som regel grunden til, at et produkt får det ene frem for det andet.

Et tal, der beskriver garnets finhed, angivet i et af flere systemer afhængigt af fiber og region.

Det skal læses sammen med sit system, fordi skalaerne går i hver sin retning: i nogle betyder et højere tal et finere garn, i andre det modsatte.

Et stofs subjektive karakter ved berøring: hvor blødt, tørt, glat eller fyldigt det føles.

Det kan ikke specificeres pålideligt med ord, og derfor godkendes stof på en fysisk stofprøve og ikke ud fra en beskrivelse.

Vægten af én kvadratmeter stof, brugt som standardmålet, når stofvægt sammenlignes.

Det er en vægt og ikke et kvalitetsmål: garn, strikkestruktur og efterbehandling ændrer alle, hvordan et stof med en given vægt føles og opfører sig, så to single jersey-stoffer på 180 g/m² kan være vidt forskellige produkter.

En dobbeltstrikket struktur med samme udseende på begge sider, tungere og mere stabil end single jersey.

Den ruller ikke og holder formen bedre, og derfor vælges den ofte, hvor man ønsker et glattere og fyldigere greb.

Den ændring i mål, et stof eller en beklædningsgenstand gennemgår efter vask og tørring.

Den måles efter definerede vaskeprocedurer og ikke i det abstrakte, så et krympningstal giver kun mening sammen med det vaskeprogram, det er målt ved.

Bomuld, hvor de korte fibre og urenheder er fjernet ved en ekstra kæmning før spinding.

Den giver et glattere og mere jævnt garn end kartet bomuld, og det kan ses i det færdige stof og mærkes på prisen.

Små fnuller af sammenfiltrede fibre, der dannes på stoffets overflade ved slid under brug og vask.

Pilling bedømmes på graderede skalaer efter standardiserede testmetoder og ikke efter skøn, og det afgøres i høj grad af valget af fiber og garn.

Garn, der er spundet ved at sno fibrene kontinuerligt på en ringspindemaskine, til forskel fra rotorspinding (open-end).

Det giver som regel et blødere og finere garn, og det er en af grundene til, at to stoffer med samme vægt kan føles forskellige.

Rundstrikket stof, der forbliver et sammenhængende rør i stedet for at blive skåret op.

En krop, der skæres af det, har ingen sidesømme, men bredden er begrænset til de diametre, strikkeriet faktisk strikker.

Stof, som det kommer fra strikke- eller vævemaskinen, før farvning og efterbehandling.

Det er indkøb af råvare og farvning efter ordre, der gør kundetilpassede farver mulige, og det er også grunden til, at farveudviklingen ligger på tidsplanens kritiske vej.

Et strikket stofs tendens til at vride sig efter vask, så sidesømmene drejer rundt om kroppen.

Den skyldes garnets snoning og strikningen og ikke syningen, og derfor viser den sig efter første vask og kan ikke rettes ved slutkontrollen.

At lade stof, der kommer på rulle, hvile udrullet før tilskæring, så det kan komme sig over spændingen fra oprulning og transport.

Skærer man stof, der er under spænding, får man dele, der trækker sig sammen efter syningen, så en beklædningsgenstand kan måle rigtigt på bordet og være for lille, når den er færdig.

En vævet struktur, hvor bindingen danner en synlig diagonal linje på forsiden.

Diagonalen gør, at stoffet falder og slides anderledes end en lærredsvævning med samme vægt, og det er grundkonstruktionen i chinos, arbejdstøj og mange uniformsbukser.

Strikket stof, der er skåret op og efterbehandlet fladt i stedet for at forblive i rørform.

Her er det mønsteret, der bestemmer beklædningens bredde, og derfor skæres mange formsyede og tætsiddende strikvarer af det.

En anordning på symaskinen, der folder stof eller bånd til en fast bredde, mens det føres ind under nålen.

Det er grunden til, at en kant med kantebånd eller en linning er ens på tværs af tusindvis af stykker, og apparatet er indstillet til én færdig bredde, så en ændring af bredden er en reel ændring.

At samle tilskårne dele efter størrelse, farve og oplæg, så de følges ad gennem sylinjen.

Det er den kontrol, der forhindrer, at en beklædningsgenstand bliver syet af dele i to forskellige nuancer, noget, der er usynligt i skæreafdelingen og tydeligt på det færdige stykke.

Et sting med to eller tre parallelle nåletråde på forsiden og en gribertråd, der dækker den rå kant på undersiden.

Det er standardoplægget på strikvarer, fordi det kan strække sig, ligger fladt og afslutter kanten i én arbejdsgang; en enkelt lige stikning på et oplæg i strik betyder, at der er brugt ligesøm i stedet.

En komponent, der samles for sig, før den sys på selve beklædningen, for eksempel en hætte, en krave, en lomme eller et for.

Det er i delmontagerne, at en stor del af kvaliteten vindes eller tabes, fordi en fejl i en af dem følger med over i hver eneste beklædningsgenstand, den sys på.

Vådbehandling med enzymer, oftest cellulase, der fjerner fibre fra overfladen eller giver et nedvasket udseende.

Det kan udføres på stoffet hos stofproducenten eller på den syede vare, og betegnelsen alene siger ikke hvor, så det er værd at få trinnet afklaret, før man går ud fra, hvad et mål eller en stofvægt henviser til.

Et sting, der samler to kanter stødt mod hinanden i stedet for at lægge dem over hinanden, så sømmen næsten ingen tykkelse har.

Ordet flatlock bruges løst om både dette og en dekorativ coverstitch, så angiv ISO-nummeret, når en søm uden vulst er et funktionelt krav.

En industriel vådproces, der udføres på den færdigsyede vare før afsendelse for at ændre dens udseende, overflade, greb eller mål.

Det er ikke det samme som almindelig vask hos forbrugeren og ikke det samme som stofefterbehandling hos stofproducenten, og fordi det ændrer mål og nuance, skal det behandles som en del af produktspecifikationen og ikke som et trin, der lægges til til sidst.

En kort, tæt samling af sting, der forstærker et punkt, som tager belastning.

Lommehjørner, bunden af gylpen, enderne af bæltestropper og toppen af en sideslids er de steder, hvor beklædning først går i stykker, og en hæftesøm er standardløsningen.

Et sting, hvor en nåletråd løkker sig sammen med en gribertråd, der danner en kæde på undersiden.

Det kan strække sig mere end en ligesøm og kører fra en kone i stedet for en spole, og derfor er det standard til lange hovedsømme i vævede stoffer.

Et sting, hvor en overtråd og en undertråd fra spolen låser sig sammen midt i sømmen, ens på begge sider.

Det er præcist og trævler ikke op, men det kan næsten ikke strækkes, så det er det forkerte sting til en søm i en strikvare, der skal kunne strække sig.

Den ordnede liste over de enkelte syoperationer, der skal til for at sy en beklædningsgenstand, hver tildelt en maskintype.

Det er her, et design bliver til lønomkostninger, fordi hver konstruktionsdetalje tilføjer operationer i stedet for at gøre en eksisterende operation sværere.

Et sting, der samler to stoflag og samtidig kaster over deres snitkant.

Det klarer to opgaver i én arbejdsgang, og derfor dominerer det samlingen af strikvarer: kanten lukkes inde, mens sømmen sys, og kan ikke rulle ud af den.

At lime et mellemlæg fast på et stof med varme og tryk.

Betingelserne for påstrygning skal passe til begge materialer; gør de ikke det, slipper limningen i vask, og der kommer bobler i overfladen på kraven eller knapstolpen.

Et kombinationssting, der syr en kædestingssøm og en overkastning på samme tid i én arbejdsgang.

Det er grunden til, at en indvendig bensøm på vævede bukser ikke kræver en separat overlockoperation, og det er en stærk og produktiv måde at sy en søm i vævet stof på.

Hvor mange sting der dannes pr. længdeenhed søm.

Det påvirker sømmens styrke, strækbarhed og udseende på én gang, og det er en af de indstillinger, der afgør, om en søm rynker.

Bredden af stof mellem stinglinjen og delens snitkant.

Det er en del af det færdige mål, så ændrer man det, ændrer man pasformen, og derfor kan en måletabel uden sømrum modsige mønsteret.

En fysisk reference med de godkendte komponenter til et produkt, som bruges til at afgøre spørgsmål om udseende.

Det er en arbejdspraksis og ikke et krav i nogen standard, og det viser udseendet langt bedre end identiteten, så et kort uden registreret kilde og varenummer bag er svært at genbestille ud fra.

At omsætte et motiv til den stingfil, en broderimaskine kører efter, med stingtyper, retninger og rækkefølge.

Det er en faglig fortolkning og ikke en filkonvertering, og det samme logo digitaliseret to gange broderes ikke helt ens.

Farvning, efter at beklædningen er syet, i stedet for at farve stoffet først.

Det giver et karakteristisk blødt, lidt uregelmæssigt udseende, og det kræver, at tråd, tilbehør og mærker vælges efter, hvordan de reagerer i farvebadet.

Farvning af garnet, før stoffet fremstilles, så farven er bygget ind i strukturen.

Det er det, der gør ægte striber, tern og melerede effekter mulige, og det låser farven langt tidligere end stykfarvning.

Et lille stykke af det faktiske stof, farvet til en målfarve og sendt til godkendelse før bulkfarvningen.

Farven godkendes på det stof, der skal bruges, fordi samme opskrift giver forskellige resultater på forskellige fibre og strukturer.

Et kommercielt farvereferencesystem, hvis nummererede standarder er meget udbredte, når en målfarve skal kommunikeres.

Et Pantone-nummer er et udgangspunkt og ikke et mål, der kan nås på alle fibre: det, der godkendes, er lab dip'en på dit stof, ikke farvekortet.

En PVC-baseret screentryksfarve, der ligger på stoffets overflade og skal nå en bestemt temperatur for at hærde.

Plastisol, der ikke er hærdet nok, ser rigtig ud og svigter i vask, og derfor er hærdetemperaturen en processtyring og ikke et skøn.

Trykfarve presses gennem en skabelon i et fintmasket net ned på beklædningen, én ramme pr. farve.

Prisen stiger med antallet af farver og ikke med trykkets størrelse, fordi hver farve kræver sin egen ramme og sin egen trykomgang.

En godkendt skala, der viser den lyseste og den mørkeste acceptable nuance af en farve.

Den gør en uvindelig diskussion om den præcise farve til en godkendelse eller afvisning ud fra aftalte grænser, og sådan bedømmes bulkfarvning i praksis.

Et testtryk af motivet på det faktiske produktionsstof, sendt til godkendelse før bulktrykket.

Det er trykkets svar på en lab dip, og det er her, trykfarve, greb og pasning bedømmes, ikke på en skærm.

Farvning af stoffet, efter at det er strikket eller vævet, og før det skæres.

Det er den normale vej til kundetilpassede farver, og det er grunden til, at farvegodkendelsen ligger før tilskæringen i tidsplanen og ikke efter.

Et fortrykt eller udskåret motiv påføres beklædningen med varme og tryk.

Det passer til små mængder og komplekse motiver, og vedhæftningen afhænger af stoffet, så transfertryk bør vasketestes på det faktiske produktionsstof.

En screentryksfarve, der trænger ind i fibrene i stedet for at ligge oven på dem.

Den giver et meget blødere greb end plastisol og er mindre tilgivende på mørke stoffer, så valget mellem dem handler om greb og dækkeevne.

Det varecertifikat, der bruges til varer, som omsættes inden for toldunionen mellem Den Europæiske Union og Türkiye.

Det er certifikatet, der gør, at industrivarer i fri omsætning kan flyttes mellem de to uden told, så det hører hjemme i forsendelsesdokumenterne fra starten og ikke som noget, der tilføjes til sidst.

Brandet arbejdstøj er arbejdsbeklædning, såsom arbejdsbukser, arbejdsjakker, kedeldragter og latbukser, fremstillet med arbejdsgiverens logo, farver og mærker.

Det specificeres først og fremmest til opgaven: stoffets styrke, lommer, forstærkning og vaskeholdbarhed kommer før branding. Beskyttelsestøj, der skal opfylde en PPE-standard, er en separat kategori med egne krav.

En ordning, hvor indkøberen leverer materialerne, og fabrikken bliver betalt for at skære, sy og efterbehandle.

Indkøberen får direkte kontrol med materialerne og overtager også materialerisikoen, herunder ansvaret for, hvad der sker, hvis stoffet kommer for sent eller i for lille mængde.

Firmatøj er det tøj, en virksomhed udleverer til sine medarbejdere, så de fremstår med én brandidentitet, fra polotrøjer og skjorter til strik, jakker og bukser i virksomhedens farver.

Det, der adskiller det fra merch, er gentagelsen: de samme modeller genbestilles til nye medarbejdere gennem årene, så farvestandarder, størrelsesrækker og godkendte prøver skal holde sig ensartede.

En ordning, hvor producenten sourcer materialerne og også producerer beklædningen.

Fabrikken bærer materialerisikoen, og indkøberen får én pris og én modpart, og derfor kører mange førstegangsprogrammer på den måde.

Et internationalt standardiseret klassifikationsnummer, der afgør, hvordan et produkt behandles i tolden.

Koden afhænger af det konkrete produkt, herunder fiberindhold og konstruktion, og den styrer både toldbehandlingen og kravene til dokumenter, så den bør bekræftes for hver model og ikke tages for givet.

Et standardsæt af handelsbetingelser, der fastlægger, hvor ansvar, omkostninger og risiko går fra sælger til køber i en international forsendelse.

De afgør, hvem der arrangerer og betaler transport, forsikring og toldformaliteter, så to priser kan kun sammenlignes, hvis de er givet på samme betingelse.

Den tid, der går fra et aftalt startpunkt til en defineret afslutning, og som bedst angives som separate trin og ikke som ét tal.

Prøvefasen, materialeindkøb, produktion og forsendelse er forskellige ure, og et enkelt samlet tal skjuler, hvilket af dem der er flaskehalsen.

En medarbejderudrulning er den dato, hvor en virksomheds medarbejdere modtager et nyt eller ændret sæt firmatøj eller uniformer, ofte på flere lokationer samtidig.

Produktionskalenderen regnes baglæns fra den dato: indsamling af medarbejdernes størrelser, prøve og pasformsprøvning, bulkproduktion og levering til hver lokation. En overskredet udrulningsdato koster som regel mere end selve tøjet.

Merchandisetøj, som regel kaldet merch, er tøj, der er lavet til at bære et brands, et bands, en begivenheds, en klubs eller en skabers identitet og sælges eller gives til den målgruppe frem for at blive solgt som mode.

Beklædningsdelen er bæreren, og motivet er produktet, så dekorationsmetode, placering og farvematchning som regel afgør specifikationen mere end snittet.

Den mindste mængde, en fabrik vil producere for en ordre eller for en bestemt variant i den.

Minimumsmængder findes, fordi opstartsomkostningerne er de samme, uanset om du producerer tre hundrede stykker eller tre tusind, og de styres som regel af indkøbet af stof og tilbehør og ikke af syningen.

Produktion af et design, som producenten har udviklet, og som indkøberen vælger og tilpasser.

Det forkorter udviklingen betydeligt og giver dig mindre kontrol, og designet er sjældent eksklusivt, medmindre det aftales særskilt.

Produktion af et produkt efter indkøberens eget design og egen specifikation.

Indkøberen ejer designbeslutningerne og står for udviklingsarbejdet, og det er den ordning, mange programmer med kundetilpasset beklædning faktisk bruger.

Reklametøj er brandet tøj, der er lavet til at blive givet væk ved kampagner, messer, sponsorater og events, hvor logoet bærer budskabet, og tøjet ikke sælges.

Ordren er som regel knyttet til en fast begivenhedsdato, så kalenderen planlægges baglæns fra den dato, og dekorationen vælges efter læsbarhed på afstand.

En struktureret forespørgsel, hvor en producent bliver bedt om at prissætte et bestemt produkt i en bestemt mængde.

Et tilbud er aldrig mere pålideligt end specifikationen bag det, så en tilbudsforespørgsel, der lader konstruktion og tilbehør stå åbent, bliver prissat igen senere.

Uprintet basistøj er færdigt, udekoreret tøj, som regel T-shirts, sweatshirts og hættetrøjer, der købes fra en grossists lagersortiment og derefter trykkes eller broderes.

Blanks giver mulighed for meget små mængder, men stof, farve, pasform og mærker er blank-leverandørens. Specialproduktion efter dit eget design erstatter de valg med dine egne og medfører en minimumsmængde.

Et eksisterende produkt, der sælges under indkøberens brand med få eller ingen ændringer af selve produktet.

I den bredere branche er det den hurtigste vej til markedet og den mindst differentierede, fordi det samme produkt som regel også er tilgængeligt for andre købere. Hos Voyager Textile findes der ingen færdige modeller: white label betyder mærkeneutral produktion efter kundens eget design.

En metode til stofkontrol, der giver strafpoint for fejl efter deres størrelse og lægger dem sammen pr. enhed stof.

Pointskalaen er standardiseret, men grænsen for godkendelse er ikke, så den skal aftales og ikke tages for givet.

En statistisk stikprøvestandard, der bruges til at afgøre, om et produktionsparti godkendes eller afvises ud fra antallet af fejl i en stikprøve.

Det er en stikprøveplan og ikke et kvalitetsløfte: den fastlægger, hvor mange stykker der kontrolleres, og hvor mange fejl der tolereres, og niveauerne skal aftales skriftligt før ordren.

Inddelingen af fejl efter alvor, som afgør, hvor mange af hver type et parti må indeholde, før det afvises.

Hvad der tæller som en større og ikke en mindre fejl, er et aftalespørgsmål, så to leverandører kan bruge samme AQL-niveau og nå forskellige resultater.

Fabrikkens system til at holde regnskab med synåle og andre skarpe genstande og til at håndtere varerne, når en nål knækker.

Ingen lov nævner det, men indkøberes programmer kræver det ofte, og en skriftlig politik er ikke det samme som dokumentation for, at den blev fulgt på en bestemt ordre.

En kontrol, der udføres midt i en produktion, når der er færdige stykker nok til, at de er repræsentative.

Det er kompromiset mellem løbende kontrol og at vente til slutningen: tidligt nok til at rette op, sent nok til at afspejle den reelle produktion.

Kontrol af beklædningen under produktionen, ved sylinjen, i stedet for når alt er færdigt.

Det er en kontrol, der stadig kan ændre resultatet, fordi en fejl, der findes på linjen, kun rammer de stykker, der er produceret indtil da, og ikke hele ordren.

Udstyr, der reagerer på magnetisk materiale, for eksempel når en knækket synål forstyrrer et magnetfelt ved sensorhovedet.

Det er ikke en almindelig metaldetektor og reagerer ikke på alt, der er af metal, og en angivet følsomhed for et testemne beskriver en referencetilstand og ikke det mindste reelle fragment, den altid vil finde.

Mærket med anvisninger på vask og behandling af beklædningen.

Det er en påstand, du fremsætter om produktet, så den bør bygge på det, der er testet, og ikke på det, der er normalt for stoffet.

En kontrol, der udføres, når produktionen er færdig og pakket, på en stikprøve udtaget tilfældigt fra det færdige parti.

Den bekræfter, hvad der blev produceret; den kan ikke fortælle dig, om stoffet vil krympe, eller om konstruktionen var rigtig, og derfor er den det sidste lag og ikke det eneste.

En kontrol, der udføres af en uafhængig virksomhed og ikke af fabrikken eller indkøberen.

Den er nyttig, når ingen af parterne kan være til stede, og den kontrollerer efter den specifikation, den får, så opgavebeskrivelsen betyder lige så meget som kontrolløren.

Vask af en færdig beklædningsgenstand efter de forhold, plejemærket angiver, og derefter en vurdering af, hvad der har ændret sig.

Det hører til de tests, der fortæller en indkøber mest, fordi krympning, trykkets holdbarhed, farveafsmitning og svigt i mellemlægget alle viser sig i samme test.